emilie hamann
“Jeg elsker at betragte mennesker. Deres følelser, deres ansigtstræk og deres livshistorier.”
Når kunst bliver terapi
For Emilie starter og slutter det hele med os. Med mennesket. I ental og flertal. Det er her hun finder sin inspiration, men på samme tid er hun fascineret af det figurative. Det surrealistiske. Det farverige. Men også af en sort streg på et stykke hvidt papir.
Emilie kan ikke holde sig til en stil. Hendes kunst stikker i hundrede retninger, og hun eksperimenterer altid med nye teknikker, nye materialer og måden at visualisere tanker til virkelighed. Skabe følelser og dyrke dem.
Emilie bruger kunsten som en måde at bearbejde følelser på. Som en slags terapi. Heraf kommer det æstetiske og surrealistiske. Kunst kan og bør være et fristed. Et sted, hvor æstetikken trumfer, og alt andet er lige meget. Den skal give indsigt i særlige betydningsfulde og eksistentielle følelser som angst, sorg, desperation, lykke og provokation. Som et slags talerør fra fortidens historier og frem til vores moderne oplevelse af samfundet.
