Månedens kunstner // februar

Michelle carlslund
Til børn og barnlige sjæle
Michelles streg er naiv og legende. Den er kantet og skæv. Og den får os til at smile. Sådan har det altid været. Det kan Michelle Carlslund takke sin mor for, for det var hende, der bragte det kreative ind i hendes liv. Barndommens klippe-klister er skiftet ud med Wacom Board og Photoshop, men glæden er den samme. Det er altid det seneste værk, Michelle er allermest stolt af, fordi det viser, hvor hun er lige nu.
Blå bog
Navn: Michelle Carlslund.
Beskæftigelse: Illustrator og designer.
Du har måske set mig… Rundt omkring på de sociale medier eller når du har kigget på ting til dine børn; jeg har lavet en masse forskellige sager, blandt andet posters, en stor kollektion af bløde ting til børneværelset, børnebøger og legetøj.
Det første jeg tænker på, når jeg vågner er… Siden min datter kom til verden for 1,5 år siden tænker jeg på hende, da hun fungerer som husets vækkeur. Næste tanke er morgenmad!
Det sidste jeg tænker på, inden jeg falder i søvn er… Jeg prøver altid at tænke på, hvor godt jeg har det, og hvor heldig jeg er. Det er en god tanke at falde i søvn på, når ellers det lykkes at lukke alle spekulationerne ude, som har en tendens til at myldre frem, når mit hoved rammer puden.
Jeg bliver vanvittig inspireret af… Smukke illustrationer og flot design. Det kan være alt fra logoer til smukt illustrerede børnebøger. Hvis jeg ser noget, som inspirerer mig, bliver jeg somme tider nødt til at lægge alt til side, fordi det kribler i fingrene for selv at prøve skabe noget, der er ligeså smukt! I mit eget univers selvfølgelig.


Min ultimative hverdagsdrøm er… At spise frokost ude hver dag!
Min ultimative verdensmandsdrøm er… At det fortsat går fremad med mit lille firma, og at der bliver ved med at komme spændende tilbud og muligheder for seje samarbejder. En stor drøm er at bytte lejlighed med nogen et par måneder hver år, så vi kan prøve at bo og arbejde forskellige steder rundt omkring i verden.
Min dagligdag er tit fyldt med… Timer der flyver afsted!
Mit forhold til træning, palæo og helse er… At det er en smadder god ide – det skulle jeg prøve en dag. Ej, jeg synes, at jeg spiser sundt, men jeg kunne helt klart bruge noget mere træning. Jeg har altid ønsket, at der var en sportsgren, jeg bare elskede, men jeg har ikke fundet den endnu trods mange forsøg. Så jeg shopper fortsat lidt rundt.
Jeg er mest stolt af mig selv, når… Jeg ser de produkter jeg har arbejdet med – både mine egne plakater og resultaterne af de samarbejder jeg laver. Det er helt fantastisk – og ret nervepirrende – at åbne postpakkerne med prøver efter en lang periode med udvikling og hårdt arbejde.
Det har været en god dag, når… Når jeg har formået at tage det roligt og ikke stresse og når at sidde en time i sofaen med en serie inden sengetid.
Mit yndlingssted i hele verden er… Simpelthen mit nye hjem på Vesterbro.
Grunden til at jeg laver kunst er… Det lyder jo som en kæmpe cliché, men jeg kan altså virkelig ikke lade være! Hvis ikke jeg var så privilegeret, at jeg kunne leve af mine illustrationer, ville jeg helt sikkert dyrke det på hobbyplan.
Grunden til at du skal købe AKUART med min kunst på er… At det jo er verdens bedste kombination! Kunst til børneværelset + lyddæmpning! Det kunne jo ikke være smartere! Jeg forsøger altid at lave illustrationer, som appellerer til både børn og voksne, så mine ting passer til alle boligens rum.